Projektinfo
- Lokalitet: Uganda
- Projektperiode: 2024 - 2026
- Bygherre: ACTogether Uganda
- Areal: Hydroponiske testanlæg etableres på fire husholdninger
- Samarbejdspartnere: ACTogether, National Slum Dwellers Federation of Uganda.
- Finansiering: Cisu
- Projektgruppe: Yuri Mamero, Alma Kober, Klara Elmdahl, Fie Rasmussen, Siri Braide,
- Kontakt: Yuri Mamero, team leader: [email protected]
I dette pilotprojekt undersøger vi hvordan udbyttet af bylandbrug kan øges, for i højere grad at bidrage til fødevaresikkerhed, jobskabelse og potentielt også reduktion af varmeakkumulation (urban heat island effect) i et tætbebygget og træløst slumkvarter.
Projektet tager udgangspunkt i en opskalering af eksisterende urban farming praksisser i et slumkvarter i Kampala, Uganda. Den manglende plads til dyrkning af mad i slummen er en kendt barriere, og i dette projekt undersøger vi hvordan denne barriere kan overkommes ved inddragelse af tagflader og hydroponisk dyrkning. Denne jordløse dyrkningsform er valgt fordi man derved kan nedbringe vægten og muliggøre at små farme kan etableres på tagflader af skrøbelige, selvbyggede huse i slummen. Fordi hydroponisk dyrkning foregår i lukkede rør bruges også langt mindre vand end ved traditionel vanding.
Projektet er udviklet i tæt samarbejde med vores Ugandiske partnere National Slum Dwellers Federation of Uganda og ACTogether Ugand samt lokalsamfundet i slumkvarteret Kinawataka hvor projektet finder sted.
Projektet er baseret på vores tidligere Growing Green-projekt hvor vi etablerede et urban farming læringsmiljø for beboere i lokalsamfundet der ville lære mere om dyrkning og komme igang med at dyrke mad hjemme. Se video fra Growing Green projektet her.
Baggrunden er den dårlige fødevaresikkerhed i mange slumkvarterer, hvor udsatte og ressourcesvage beboere bliver hårdt ramt af klimaforandringernes konsekvenser. Disse fører f.eks. til stigende fødevarepriser pga fejlslagne høstudbytter, som igen fører til under- og fejlernæring blandt den fattige bybefolkning der ikke selv kan dyrke mad, og dermed bidrager til at fastholde slummens beboere i en ond cirkel af fattigdom og sygdom.
Udviklingsmål
- Undersøge i et fuldskalaforsøg om det er teknisk muligt og økonomisk rentabelt at dyrke mad på tagene af små slumbebyggelser ved hjælp af hydroponik
- Opbygge kapacitet hos vores ugandiske partnerorganisationer National Slum Dwellers Federation of Uganda og ACTogether Uganda til at guide slumbeboere i hydroponisk dyrkning.
- Etablere og styrke netværk mellem lokale partnerorganisationer, hydroponik-eksperter, lokale myndigheder og mikrofinans-aktører for at kunne skalere projektet, hvis det viser muligt.
Projektopdateringer
Update maj 2026: de tre tagfarme på hhv. Godfrey, Jane og Promises’ huse fungerer som de skal og beboerne har lært at håndtere de hydroponiske systemer inkl. måling og tilpasning af næringssalte i vandet. Der arbejdes nu på at sikre markedsadgang og identificere de mest profitable aftagere af de grøntsager der dyrkes, samt på at undersøge hvilke afgrøder det giver mest mening at dyrke.























