Toiletter, brusebade og biogas til madlavning er de vigtigste ingredienser i Ugandas første biocenter, som blev indviet d. 6. juni 2023.
I det tætpakkede slumkvarter Kinawataka skal man se sig godt for, når man bevæger sig gennem de labyrintiske gyder. De smalle gader mellem husene fungerer ofte som åbne kloakker – lige der hvor børnene leger.
”Det giver dysenteri og diarré, når børn på bare tæer leger midt i det. Derfor glæder jeg mig voldsomt til at vi kan slå dørene op for biocentret og være med til at forbedre sundheden i kvarteret,” siger Anton Ryslinge CEO hos Arkitekter Uden Grænser.
Han har siden 2017 samarbejdet med organisationen National Slum Dweller’s Federation of Uganda om projektet, som nu bliver til virkelighed. Et biocenter med fem toiletter, fire brusebade, et biogasanlæg, en kiosk og en byhave på taget står nu færdigt. Et projekt der trækker på erfaringer fra Kenya, hvor der alene i hovedstaden Nairobi findes 50 af slagsen.
”Fra Kenya ved vi, at et biocenter kan betyde, at færre børn dør af diarré og dysenteri. Med vores initiativ i Kampalas slum, håber vi derfor også, at vi kan være med til at redde liv. Samtidig kan et bad i ordentlige og flisebeklædte omgivelser give værdighed til fattige slumboere, som er en stigmatiseret gruppe, alene pga deres boligforhold” siger Anton Ryslinge. Han har været tovholder på projektet hele vejen igennem og deltager i indvielsen af centret:
”Det har været en lang rejse sammen med vores partner, og jeg er fantastisk lettet over, at vi nu er nået hertil,” siger han om projektet, som op mod 500 børn og voksne vil få glæde af.
Grønt tag og mødested
Bygningen med toiletter, brusebade og en lille kiosk i grundplan, står på et fundament opført hen over en stor rund, underjordisk opsamlingstank, som afføringen lander i og hvor en biogas naturligt opstår. Gennem rør fordeles biogassen til tre små boliger på bygningens første sal. Her kan gassen bruges direkte til madlavning og erstatte trækul, der giver alvorlig luftforurening indendørs.
På husets tag bliver der indrettet en bemandet byhave, som både kan fungere som mødested og som inspiration for kvarterets beboere. Den del af biocentret har landskabsarkitekt Louise Helmbo Bækgaard været afgørende for. Hun skrev sit speciale i samarbejde med AUG og var derfor med til at designe bygningens grønne tag:
”Der er pladsmangel i det tætte slumkvarter, og ingen jord at dyrke. Hvis man skal dyrke grøntsager, er det derfor en rigtig god idé at gøre det på hustagene,” siger Louise, som i dag er frivillig i AUG.
Klar til næste skridt
Udover at skabe et biocenter har projektet også skabt beskæftigelse lokalt, for eksempel arbejde til lokale murere, tømrere, smede og arbejdsmænd, som er blevet inddraget i byggeriet. Når centret åbner, skal det drives af et kooperativ, som tjener penge til drift og vedligeholdelse ved at sælge rent drikkevand, leje de tre værelser ud, sælge gas til deres komfurer og opkræve et lille beløb for bad- og toiletbesøg.
”Gennem årene har vi udviklet et meget tillidsfuldt samarbejde med beboerne selv, slumbeboernes egen organisation og kommunen. Og jeg føler virkelig, at vi er nået ret langt – og kan komme rigtig langt sammen,” siger Anton Ryslinge.