Kom med når vi viser rundt i vores seneste projekt Byg Udenfor – midlertidige boliger for hjemløse lørdag d. 9 oktober 2021 i anledningen af dette års Aarhus Architecture Festival.
Projektet Byg Udenfor består af seks mindre 15m2 mobile bo-enheder for hjemløse. Bo-enhederne er designet med input fra lokale hjemløse og er opført en ad gangen med beboerne som medhjælpere. Boligerne opstilles i midlertidige perioder, gerne et par måneder eller flere ad gangen på ledige kommunale arealer mellem de tidligere sygehusbygninger ved Amtssygehuset. Projektet er skabt af hjemløse-organisationen Projekt UDENFOR og er designet og opført af Arkitekter Uden Grænser. Projektet er senest blevet tildelt Stadsarkitektens Særpris for Midlertidig Arkitektur med følgende begrundelse:
“Der er skabt ejerskab, tilhørsforhold og fællesskab, og seks mennesker, der har haft svært ved at føle sig hjemme i vores samfund, har fået et bedre fundament for at skabe sig et liv i en mindre udsat position.”
Arrangementet er gratis. Vi mødes ved Amtssygehusets hovedindgang, ved porten i bygningen Tage Hansens Gade 2 kl. 16.00. Omvisningen indledes med en introduktion til projektet ved arkitekt og projektleder Kim Pretzman. Læs mere om arrangementet her.
Om festivalen:
Igen i år kan du opleve Aarhus Architecture Festival, når festivalen i dagene 4.-15. oktober udfolder et mangfoldigt program af udstillinger, talks, guidede ture – og naturligvis de filmvisninger, som siden festivalens start har været centrale for fortællingen, oplevelsen og diskussionen af arkitektur.
Med temaet ‘omsorgens landskaber’ som omdrejningspunkt har festivalen tilrettelagt et program, der undersøger, hvordan omsorg praktiseres og manifesterer sig i arkitekturen og byudviklingen i et historisk, nutidigt og fremtidigt perspektiv, og hvordan vores forståelse af omsorg er med til at give form til vores daglige liv – i det nære såvel som i de bredere linjer i byplanlægningens visioner. Festivalen af kurateret af Aysha Amin (gallerist, kulturaktør og kunstner) og Margarida Waco (arkitekt og ph.d.-fellow). Se hele festivalprogrammet her.