Projektinfo
- Lokalitet: Bohuslav, Ukraine
- Projektperiode: 2025 - 2026
- Bygherre: Djerela
- Areal: n/a
- Samarbejdspartnere: AMIS - A More Inclusive Society
- Finansiering: Financed by AMIS
- Projektgruppe: Anna Mircsev, Hugo Marmara, Lada Leidmane, Sara Dobrijevic
- Kontakt: Team leader Anna Mircsev: [email protected]
Krigen i Ukraine dræner landets ressourcer og gør offentlige services mindre pålidelige. Derfor må private initiativer i højere grad tage over, og et af disse er den ukrainske organisation Djerela. Organisationen driver et antal aflastningshjem rundt om i Ukraine hvor mennesker med mentale funktionsnedsættelser og disses familier, kan få en pause fra de mange luftalarmer og ophold i beskyttelsesrum som er hverdag i de større byer.
I dette projekt bistår vi Djerela med at indrette et nyt aflastningshjem i provinsbyen Bohuslav lidt syd for Kyiv, hvor organisationen har erhvervet sig et nyt men meget slidt hus. Vores arbejde har to formål; at indrette det konkrete hus optimalt til brugergruppen, både indvendigt og udvendigt, og at anvise designprincipper for optimal indretning af aflastningshjem som Djerela kan anvende i kommende indretningsopgaver.
Projektet er kommet i stand via et samarbejde med den danske udviklingsorganisation Amis – A More Inclusive Society, som har støttet civilsamfundsorganisationer i østeuropæiske lande siden 1991.
UDVIKLINGSMÅL
- At skabe bedre vilkår for aflastningshjemmets brugere, både indendørs og på udearealerne og dermed øge virkningen af opholdet
- At bruge opgraderingen af det konkrete aflastningshjemmet i Bohuslav som en case for udvikling af designprincipper for hvordan andre aflastningshjem i Ukraine kan opgraderes
- At øge synligheden for Djerelas arbejde i Ukraine og dermed hjælpe deres fundraising-indsats, til gavn for mentalt funktionsnedsatte ukrainske borgere og deres familier.
Update oktober 2025:
Fire personer fra projektteamet har besøgt Bohuslav i september, interviewet brugere og personale, opmålt huset og dets udearealer og er nu ved at skrive program for opgaven i tæt dialog med organisationen Djerela.