Projektinfo
- Lokalitet: Mozambique
- Projektperiode: 2013 - 2023
- Bygherre: Casas Melhoradas
- Areal: Fase 1: 15m2. Fase 2: 60m2. Fase 3: 60m2. Fase 4: 200m2.
- Samarbejdspartnere: Estamos, KADK - Dep. of Human Settlements.
- Finansiering: Tækker Group, Statens Kunstfond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Martha og Paul Kerrn-Jespersen Fonden, Dreyers Fond.
- Projektgruppe: Johan Mottelson, Jørgen Eskemose, Lagiya Khatib, Anna Wahlén.
- Kontakt: Johan Mottelson
Projektet udvikler nye og forbedrede boligtypologier der højner boligkvaliteten og udnytter plads og infrastruktur mere effektivt. Projektet har hidtil opført fire prototyper og et femte er på vej. Byggerierne tester blandt andet mulighederne for etagebyggeri i slummen. Dermed skabes forudsætning for at frigive jord til andre formål, inkl. genskabelse af offentlige rum, hvor især børn og mennesker med få indtægter og små boliger, lever en stor del af deres liv. Boligerne er udviklet med henblik på at kunne opføres af lokale entreprenører til lave omkostninger og med kendte teknologier.
UDVIKLINGSMÅL
- At reducere fattigdom ved at skabe grundlag for bedre og sundere boligforhold, især ved at øge beboernes motivation til at investere i boligforbedringer når de opnår rettigheder og sikres mod rydning.
- At forebygge fattigdom og marginalisering ved at sikre udsatte beboere i slummen rettigheder til at blive boende, samt at opnå behørig kompensation ved ekspropriation f.eks. ved infrastrukturprojekter.
- At højne vidensniveauet i slumkvarteret Maxaquene D om risikoen ved manglende rettigheder, samt om vejen til at opnå dem.
ARKITEKTUR
De fire hidtil opførte prototyper-byggerier (Casas Melhoradas fase 1-4) har udforsket forskellige sider af boligbehovet i slummen i Maputo:
Fase 1 blev opført i 2014 i et lavindkomstkvarter tæt på Maputos centrum. Boligen er opført med et simpelt byggesystem hvor lette elementer i træ blev præfabrikeret i et lokalt snedkerværksted, transporteret til byggepladsen ved håndkraft og samlet til en komplet bolig på kort tid. Huset er en nytolkning af det traditionelle mozambikanske casa de madeira e zinco (hus af træ og zink), men med forbedret indeklima. Lokalt bæredygtigt træ blev anvendt til konstruktionen og gamle bildæk til præfabrikerede punktfundamenter. Huset er hævet over jorden og er derfor mindre udsat for oversvømmelser.
Fase 2 blev opført i 2015 og består af en tung betonplint med et let to-etagers træhus ovenpå. Projektet videreudviklede byggesystemet og produktionskonceptet udviklet i fase 1. De vertikale udendørsområder mellem gaden og huset udgør en social overgangszone mellem indvendig og udvendig, hvor der er plads til madlavning og interaktion med forbipasserende. De rektangulære voluminer på verandaerne indeholder gaskomfurer. Projektet undersøgte hvordan fleretagersboliger kan indpasses i den lokale socio-kulturelle kontekst.
Fase 3 blev opført i 2016 og undersøger hvordan et eksisterende hus opført af sandjordsten styrkes strukturelt så det kan bære en ekstra etage. Huset blev styrket med vertikale betonsøjler, som bærer en ekstra etage opført i en let trækonstruktion. Som med fase 2 er bygningen opført med lokale træelementer. Nye vinduer blev tilføjet stueetagen for at forbedre indeklimaet. En svalegang vendt mod den private gård giver adgang til den nye over-etages to boliger, og udgør samtidig et vigtigt socialt rum skærmet mod sol og regn.
Fase 4 består af to rækkehuse i to etager, med mulighed for at der senere kan tilføjes endnu en etage. Boligerne er opført med komprimerede jordbyggesten tilsat en anelse cement, med henblik på at opnå et mere miljøvenligt byggeri. Typologien undersøger hvordan rækkehuse med høj tæthed kan indpasses i slummen, samt hvordan en mini-almennyttig boligorganisation kan udvikles.
Læs mere om projektet på www.casasmelhoradas.com.