Projektinfo
- Lokalitet: Maputo, Mozambique
- Projektperiode: 2018 - 2023
- Bygherre:
- Areal:
- Samarbejdspartnere: Estamos
- Finansiering: CISU
- Projektgruppe: Johan Mottelson, Jørgen Eskemose, Anton Ryslinge
- Kontakt: Johan Mottelson
Dette pilotprojekt fandt sted i slumkvarteret Maxaquene D med 22.000 beboere, i Mozambiques hovedstad Maputo. Projektets mål var at teste om grundlæggende jordrettigheder kunne sikres for områdets beboere via lokalplanlægning. Projektet blev udført i tæt samarbejde med beboere og myndigheder.
Projektet oplyste beboerne om farerne ved manglende jordrettigheder, i form af potentielle tvangsrydninger og ekspropriation uden kompensation, samt om hvordan rettigheder kan opnås. I et delområde med ca. 500 beboere foretog vi det nødvendige lokalplanarbejde der er en juridisk forudsætning for etablering af formelt jordejerskab, og dermed opnåelse af jordrettigheder. Projektet var planlagt som forløber for en større indsats i slummen hvor langt flere beboere kan nås. Denne større indsats er nu sat i værk i projektet Jordrettigheder i Maputo #2.
Projektet fokuserede på de grundlæggende årsager til at slum opstår, samt den lave motivation til at investere i mindre boligforbedringer blandt beboerne. Der opførtes ingen bygninger i dette projekt.
UDVIKLINGSMÅL
- At reducere fattigdom ved at skabe grundlag for bedre og sundere boligforhold, især ved at øge beboernes motivation til at investere i boligforbedringer når de opnår rettigheder og sikres mod rydning.
- At forebygge fattigdom og marginalisering ved at sikre udsatte beboere i slummen rettigheder til at blive boende, samt at opnå behørig kompensation ved ekspropriation f.eks. ved infrastrukturprojekter.
- At højne vidensniveauet i slumkvarteret Maxaquene D om risikoen ved manglende rettigheder, samt om vejen til at opnå dem.